Kære hjertesøstre og brødre
Jeg har en bid af min livshistorie jeg er så pokkers stolt af jeg nu er klar til at dele med verden. om at komme hjem til mig selv.
Min største overbevisning har i de fleste af mine leve år været at ikke være vigtig, og det har det været i alle sammenhænge, indtil jeg blev mor. Og jeg har derfor oftest ikke har sagt min mening højt i frygt for at misforstås. Ikke blive lyttet til. Ikke blive taget alvorligt. At jeg ikke var nok i kraft blot at være mig. Og selvom det er mere en 8 år siden jeg blev rask, fra kronisk sygdom, har jeg brændt inde med det jeg er overbevidst om at hjalp mig ud af det, mit numerologiske navneskift. Det er også som det skal være, det er nu her jeg er klar og vildt gerne vil dele historien, men ikke bare min. For jeg ved jeg ikke er alene, jeg har medsøstre og brødre som også har oplevet livets magi ved at leve livet i sammenklang og bevidsthed med ens energier i stedet for med modstand og uvished. Jeg siger på ingen måde at det er let og nemt at skifte navne, men om man tror på det eller ej, vil man kunne se hvordan livet vil ha en i en mere selvkærlig retning, hvis ens nye energier støtter ens essens.
Så fra mit hjerte til dit hjerte. Vil du dele din historie? Dit møde med numerologien? Hvad dine navne har haft af betydning? Jeg vil elske at have lige præcis dig med. Jeg forestiller mig at lave en bog med 10-15 historier fra det virkelige liv, som kan skabe en dybere forståelse for numerologien, hos den enkelte og måske åbne en lukket dør for nogle der er alvorlig ramt af sygdom. For jeg kan oprigtig forstå skepsissen, de kender ikke nok til det, de har ikke hørt de virkelige personlige beretninger fortælle fra hjertet.
Er det noget der har været hjerteåbnende for mig, så er det at læse og lytte til andres livshistorie. For at kunne spejle mig og opleve at nej jeg ikke er alene.
Hvis du har en medsøster/bror som også har ændret navn, du tænker også vil kunne ha lyst til at dele sin historie vil jeg elske at du deler dette skriv.
Her er min historie
Fra mit dybeste og fra et sårbart sted vil jeg dele den med dig
Jeg var 22 år og vågnet en morgen med mega ondt nederst i ryggen. Jeg var ret sikker på det handlet om den seng jeg havde sovet i, da jeg var på sommerferie og på besøg hos en ven. I starten holdt jeg smerterne ud med hjælp af smertestillende, og var generelt i periode hvor det handlet om overlevelse, frem og ud, ikke kigge indad, men mere ud for at se hvad det næste skridt i mit liv skulle være. Hvad ville tage sig bedst ud, jeg ville så meget gøre det rigtige for at stå i et godt lys, så min familie og venner kunne si og se at hej, hvor klaret jeg den godt og flot. Jeg var i den grad en overlever frem for en der levet for at leve. Jeg var bange for at ikke kunne leve op til forventningerne jeg selv satte op for mig selv. Og de forventninger skulle efterleves.
Smerterne blev ved og jeg søgte hjælp hos en kiropraktor. Det tok toppen kombineret med stærke smertestillende og muskel afslappende medicin, en farlig cocktail for mig. Ja for at klare mit tjener job som jeg havde denne sommer, for at spare penge til et ophold i udlandet med en veninde.
Jeg rejste af sted til Spanien og jeg overlevede på veninde hygge, billig – mere eller mindre usund mad, smertestillende, muskelafslappende og en masse alkohol for ikke at mærke smerten som var meget angstprovokerende.
Jeg kunne ellers ikke holde det ud, sove eller gå nogen lunde normalt rundt.
Jeg kom hjem til København med en brugt kassekredit efter 2 måneder. Startet direkte på fuldtids job og med en hel masse fysioterapi besøg hos om ikke 10 så enda flere fysioterapeuter som alle var helt sikre på at kunne hjælpe mig. Det skulle blot en øvelse eller to til så var den hjemme. Nogen gange kunne jeg ikke komme mig hjem efter behandlingen, uden hjælp.
Jeg blev mere og mere skør. Fordi jeg blev mere og mere overbevidst om at jeg var helt gal på den. Nogle dage kom jeg slet ikke op af min seng pga. smerterne som jeg hadet og frygtet som pesten. Jeg kunne stå i den samme stilling i timer for ikke at skulle mærke det intense råb fra min krop.
Jeg var generelt i dårlig humør ovenfor min krop, jeg så gerne at alt var anderledes. Mit ansigt, mave, numse, lår, hud, hår og det kunne ikke falde mig ind sige noget pænt til mig selv om mig selv. Ikke en eneste sød lille ting.
Jeg søgte anerkendelse og drømte om den eneste ene. For hvis bare så ville det hele nok være meget bedre og give mig en ro. Jeg var ret overbevist om at byture de rette steder i det københavnske natteliv ville give mig lykken. Så det blev ofte til at jeg var så beruset at jeg meget lidt husker dagen derpå. Det gav mig angst, men det blev bare til at jeg drak enda mere for at dumle smerten over have så lidt kontrol.
Det gik lang tid med meget arbejde som butikchef, sygemeldinger i ny og ned, drukture og forliste `forhold´. Jeg var også ret forelsket engang i mellem og var sikker på at jeg havde fundet manden i mit liv. Indtil jeg blev hylet helt ud af den af en sorg der i bunden handlet om at jeg var så langt væk fra mig selv at jeg havde svært ved at se at det var til det bedste.
Men det findes lyspunkter i denne tid. Jeg mødte min nuværende mand, faktisk mens jeg var ret dårlig. Og det var ikke i en brandert vi mødtes, men et aftalt møde, som ikke kunne skille os ad. Vi har været sammen siden. Han var en enorm støtte når jeg havde det skidt. Og efter noget tid kunne jeg også være ærlig og vise hele mig til ham uden at føle mig forkert. Han hjalp mig med ting jeg ellers ikke kunne og det hele blev lysere i takt med at vi var sammen, på trods af de stærke smerter i perioder og stadig brug af stærke smertestillende.
Efter 2 år smertehelvede (undskyld mit ordvalg) fik jeg bevilliget MR scanning. Resultatet viste at jeg havde Morbus Becterew og fik denne diagnose. Det er en kronisk gigt lidelse der ikke er så almindelig, men som sidder i rygsøjlen og hos kvinder typisk i iskias leddene nederst i ryggen/balderne. Det var helt klart en lettelse for mig få en diagnose at forholde mig til.
De anbefalet os at få de børn vi gerne ville have, så jeg derefter kunne starte på en ny medicin på markedet. Denne var jeg langt i fra interesseret i. Den ville slå ud mit immunforsvar, som i forvejen var rigelig udsat. Jeg ville ikke kunne blive gravid, med mindre jeg havde været medicinfri et år inden. Jeg skulle møde ind jævnligt og få sprøjtet medicin ind i kroppen.
Jeg takket ja til en anden anerkendt medicin som også var tilladt ved graviditet og besluttet at gå en egen vej parallelt, en alternativ..
Det blev starten på en virkelig spændende rejse, jeg gik til en heilpraktiker som virkelig var god til at se hvad jeg havde brug for. Jeg prøvede faktisk en hel del. I takt med at medicinen virket fik jeg mindre smerter, tok 2 piller morgen og aften fra min recept. Vi fik anbefalet at tage et reiki kursus. Det var virkelig spændende og virkelig godt for os begge.
Et halvt år efter jeg fik diagnosen var jeg lykkelig gravid. Og december 2008 kom vores første fødte.
Jeg havde læst og hørt at den bedste gave man kan give sit barn er et rent numeroskop, så det fik han. Og selv opsøgte jeg en numerolog da han var 4 måneder, så jeg også kunne ændre mit. Jeg har aldrig følt mig så blottet og set af nogen før, hun var spot on. Og jeg kunne godt se at et navneskift var på sin plads. Jeg ville have det bedste ud af mit liv, det var jeg slet ikke i tvivl om, og nu som mor. Så jeg fik skiftet mine navne, til det man kalder et rent numeroskop. Og jeg var på dette tidspunkt helt ligeglad med hvad andre måtte mene om dette valg.
Jeg gik jævnligt til kontroller med min gigt sygdom på hospitalet, og det var også til en lægesnak et års tid efter mit navneskift at de sagde mine tal forunderlig nok var så gode at de syntes jeg skulle trappe ud af min medicin… jeg var ret overrasket og mundlam. Det var ikke forventet at jeg skulle blive så fri. Jeg trappet ud og de smerter jeg oplevede efter mit medicin stop var af en helt anden karakter og til at leve med. Og i takt med tiden forsvandt de helt. Før hen skulle jeg overveje hvilken stilling jeg sat og lå, hvordan jeg rejste mig fra siddende eller liggende, jeg sov ofte på en måde så jeg vågnet med smerter og havde meget svært ved at komme op. Det er helt slut nu, jeg kan faktisk sove hvor som helst og sidde i bløde sofaer etc. Sikke en frihed, frihed som er så altafgørende for mig.
Jeg er vokset op med kronisk forkølelse og øre betændelser, rigtig mange læge besøg og uforstående lidelser, men det har jeg alt sammen givet slip på, og kan ikke genkende det i vores familie på nogen måde. Det er også blevet så meget lettere og mærke efter og jeg tør meget mere at stå inde for de valg og de lyster jeg har, og gå for det jeg mærker kalder på mig.
Så i dyb taknemmelighed for livet og for de gaver det har budt på, at sygdommen fik sat mig fri, at det i kraft af den er at jeg fandt hjem til mig. At jeg ved selv at have ramt bunden kender jeg meget godt til hvad det vil sige at være kronisk syg, angst og leve et liv med skyhøje forventninger til mig selv. At jage en ytre lykke og ikke turde se mig selv i øjnene eller danse med mindre jeg var fuld foran andre. Livet er for kort til at lade egen lykke forgå, det er også derfor jeg nu selv vil hjælpe andre med at komme hjem til sig. Leve et liv uden frygt og mange smerter. Leve et liv med livsglæde og overskud til livets mange danse.
TAK, varmt tak
Og tak til dig for at læse med. Det betyder så ufattelig meget at få lov til at dele dette. Hvis du kan mærke at du er kaldet til at dele fra din rejse, og uanset tanker vil jeg elske at høre fra dig.
Kærligste hilsener Ida
Seneste kommentarer